U-trendy tilbøjeligheder

Monday, July 31, 2006

Tagetes


Jo, der findes andre blomster end georginer lige nu. Hvert forår sår jeg en række tagetes i køkkenhaven for at kunne plante dem i krukker rundt omkring. Men i dag er første gang jeg har gjort alvor af det. Billedet viser rækken i køkkenhaven før jeg lavede huller i den. Hvis de overlever i krukkerne ved postkassen, tager jeg et billede, når de er groet til. Lige nu ser de - som al nyplantning - lidt pjuskede ud.

Sunday, July 30, 2006

Svamp i plænen


Netop hjemkommen fra ferie - i går morges gik jeg en tur i haven. Det er helt helt utroligt, så meget der sker på en sommervarm uge med mere end 30 graders varme. Men plænen. Jeg tror ikke, at jeg før har set sådan nogle svampe. De var overalt! Og i dag er de væk igen. Jeg ville ønske, at man kunne sige det samme om de 3-4 andre slags ukrudt, der boltrer sig på kryds og tværs, og tilsyneladende tror, at det er deres territorium. Men herindefra ser det nydeligt ud med de hvide kløverblomster, der stritter op - det varer kun indtil plæneklipperen har været forbi, så har vi vores 'green', blot man ser den på tilstrækkelig lang afstand.

Friday, July 21, 2006

Arabian Night


Her er den så :o)

Thursday, July 20, 2006

Krydderi


Engang skal vi have et krydderi-hjørne i haven. Tidligere har vi haft held med at dyrke 5-6 slags i potter: Basilikum, timian, mynte, rosmarin, citronmelisse og purløg. Det går bedst, når vi køber nye planter i foråret og giver dem hver sin potte. En enkelt gang har vi også præsteret at overvintre en timian, men den blev noooget gran-agtig.

Almindeligvis har vi persille og dild i køkkenhaven. I år blev jeg inspireret af Benny Andersen, og såede et brev purløg - der har været meget længe om at beslutte sig for at gro. Men nu tror jeg nok, at det skal gå. Til næste år kunne jeg tænke mig at forsøge mig med en hel persillehæk rundt i kanten af en bedkasse eller to.

I morgen tror jeg det er georginedag. Den første knop på Arabian Night er næsten sprunget ud.

Tuesday, July 18, 2006

Frodighed


Solsikkerne er omtrent en meter høje nu. Knoppen her er cirka 4 centimeter i diameter. Der stod på posen, at de bliver 3-5 meter i højden. Det er altså bare imponerende.

I løbet af den seneste uge har spinaten definitivt måttet lade livet. Det er et stykke tid siden den gik i frø, men jeg har læst mig til, at man kan så den igen i august, og så nå at høste inden første oktober. Der hvor den stod, har jeg sået studenternelliker, selv om det vist er lidt for sent. Jeg har også sået endnu et par rækker med salat, - den trænger til fornyelse. Den er så småt blevet bitter, men mon ikke kaninen er ligeglad?

Friday, July 14, 2006

Sommerblomster


Jeg har gået og taget billeder af kornblomsterne de sidste dage. De bliver smukkere og smukkere. Jeg aner ikke, om det æstetiske indtryk har nogen betydning for humlebierne - men de kommer summende i stort tal. De kommer sammen med glimmerbøsser, gnavpander og andet godt, så min drøm om at høste buketter i favnfulde - ja, den får vente til en regnvejrsdag. Så må vi nyde synet udenfor så længe - og det gør vi så!

Til næste år får de forhåbentlig følgeskab af et par rækker med studenternelliker. Jeg såede et brev med frø i forgårs. De skulle godt nok i jorden senest juni måned, men vi må håbe, at der ikke er nogen, der har fortalt dem det... Jeg opdagede først bagefter, at de er toårsplanter, hvilket fint kan forklare, at vi ikke tidligere har haft meget held med dem. De er jo sikkert blevet hevet op om efteråret, - tsk tsk.

Tuesday, July 11, 2006

Glæde og forventning


Min passion for georginer er fuldstændig intakt. Det er min første sæson nogensinde. og det ser lovende ud, synes jeg. 4 knopper er identificeret. Denne skulle blive til en Arabian Night, en mørkerød, næsten sort blomst. Jeg glæder mig til at se, om det nu også holder. Har læst, at man kan komme ud for, at de har puttet forkerte knolde i poserne..... Men så bliver den jo bare til en overraskelse!

Krinkelkroge

Labyrinten blev plantet i efteråret. Der er lige godt og vel 450 buxbom. De blev plantet i kulde og blæst, og efter sådan en omgang er der et par dage, hvor man ikke er det mindste i tvivl om, at man er i live. Man behøver ikke knibe sig i armen. Labyrinten er ellers en ret tandløs én af slagsen. Der er ingen dead ends, så den er mest velegnet til at løbe om kap i. Om symbolværdien bliver mindre af det? Tjaeh, det må være op til beskueren at dømme. Jeg tror og håber, at den bliver smuk og spekulativ at kigge på, når den vokser til. Der går lige en sæson eller to endnu, inden man kan sidde i læ inde i midten.

Sunday, July 09, 2006

Mysteriet er opklaret


Da vi købte vores grund for snart to år siden, havde kommunen plantet en hæk ud mod marken. Den var noooooget forpjusket, og et par af hækplanterne havde stillet træskoene. Bl.a. derfor har vi somme tider diskuteret, hvad det egentlig er for en hæk. Det kunne jo ret beset være OK at få nogen planter, der ligner de andre. Og nu er mysteriet så opklaret. Svigerfar har klippet hækken i dag, og svigermor kom lige med for at hilse på. Og sådan en hæk havde de i hendes barndom. Det er en naur. Og det er åbenbart det bedste der er at sige om den.

Jeg kan nu meget godt lide den, selv om den er lidt åben i bunden. Den har fået det meget bedre efter klipning sidste år. Og går det helt skævt, kan vi vel klippe den ned til 10-15 cm. Ellers ryger den til fordel for en bøgehæk.

Friday, July 07, 2006

Ribs


Sært nok har fuglene ikke taget dem. Måske er de for sure? For sure - det er de! Og der er ikke ret mange af dem. Men måske skulle man alligevel høste dem, for de giver en flot farve til marmeladen. Ikke helt så flot som hindbær, men sådan nogen har vi ikke plantet endnu.

Thursday, July 06, 2006

Snak


Jeg tror på, at planter har det bedre når man snakker med dem. Ikke at jeg snakker med mine - for det gør jeg ikke - men man kan vel dårligt snakke med nogen uden at ofre dem en vis del opmærksomhed. Og HVIS jeg nu var én af dem, der snakker med planter, så ville jeg helt sikkert opdage, hvis der 'var noget'. Altså hvis de var ved at blive ædt af utøj, eller ved at dø af tørst som her i sommervarmen. For der skal vand til. I vores gamle have var køkkenhaven et stort stykke jord med planter på. Nu er det 6 bede på 135 x 490. Dét, at de er hævet 10 centimeter over jorden betyder, at vandet løber fra dem. Eller også er det bare usædvanligt varmt og tørt vejr for tiden.

I dag har jeg høstet 2 solbær. De var sure, men alligevel en god fornemmelse på en helt ny busk. Der er et par enkelte ribs, som er klar i morgen. Jeg håber næsten, at fuglene kommer først.

Wednesday, July 05, 2006

Imponerende


Det gør indtryk. Én måned, og så er der så meget plante. Der er knopper i nogen af de andre. Ja, det er selvfølgelig georginerne, der er på spil igen. Nogle af de sidste er først kommet op af jorden i løbet af den sidste uge, så jeg er spændt på, om de når at blomstre. De er ikke engang kommet allesammen endnu - men håbet lever.

Og ærterne væltede først i dag.

Monday, July 03, 2006

Smukke ærter


Har læst et sted, at lathyrus er meget romantiske. Og det kan jeg godt forstå. De her er ikke lathyrus, men ganske almindelige hvide ærteblomster. Og når man dyrker dem, får man - ligesom med blåbærrene - fornøjelsen to gange. Selv om man risikerer, at ærterne kommer lige præcis når man er taget på ferie, så ormene når at mæske sig inden man kommer hjem. Egentlig burde man måske prøve at tage dem ind som buketter på dette tidspunkt? Eller bare tage på ferie i november......?

Billedet er to dage gammelt. Det blev for mørkt inden jeg kom ud i dag. Og i morgen tror jeg de er væltet.

Sunday, July 02, 2006

Hjerter


I går da jeg vågnede, var de her det første jeg fik øje på. Jeg kan nemlig se dem fra min seng. Troede egentlig ikke, at de ville blomstre før næste år, så det er jo en dejlig overraskelse af få :-)

Har lige været en lille tur på planteskolen i dag. Gør nogle overvejelser over jordvolden bag garagen. Men kom hjem med to 'Schneesturm' (uægte jasmin) og en hvid sommerfuglebusk - ved ikke lige hvad den hedder, og mærkaten sidder udenfor endnu. Sommerfuglebusken ser lidt forpjusket ud, men mon ikke den kan vækkes til live?