U-trendy tilbøjeligheder

Friday, July 20, 2007

Stauderne er plantet

Der listede sig en mamelukærmebusk med hjem fra planteskolen i dag. 'Lavatera ukendt sort' står der på mærkaten. Jeg ville gerne have haft en 'Barnsley', men den var udsolgt, så det må vente til efteråret.
Jeg VAR ellers færdig med at indkøbe stauder til bedet, men men men, et par høstfloks måtte der til. Det viste sig egentlig at være en OK idé, for ellers ville bedet have været helt uden farver lige nu. Storkenæbbene skulle blomstre, men de er i en sølle forfatning og skal lige have tid til at komme sig.
Bedet er plantet til med
- lavendel
- høstanemoner
- 4 slags storkenæb
- 2 slags floks
- mamelukærmebusken
- juleroser (flest røde og en enkelt hvid)
- en enkelt hortensia
- og så har jeg planer om at omplante et par pæoner.
Til efteråret vil jeg strø 60-70 tulipanløg, og måske også nogle dorothealiljer.

Flere blomster

Lathyrusen er også sprunget ud, mens vi har været væk. Den er lige præcis så skøn som alle beskrivelserne fortæller - og så dufter den vidunderligt!
Pralbønnerne har det også godt. De blomstrer på de nederste 30 centimeter - i rødt og hvidt. Jeg er spændt på, om de også vil blomstre længere oppe ad stativet, når vi kommer længere hen på sæsonen.

Et øjeblik....

Man forlader sin have et øjeblik, og straks synes georginerne, at det er tid til at springe ud :-) Dejligt at komme hjem til sådan en flok! Herover er det Gerrie Hoek, dobbelt så stor som sidste år, og med masser af knopper. Den holder vist af lidt bedre jord og mere solskin end der, hvor den stod. Herunder er det Gwyneth, - en af de georginer, som blev indkøbt som stikling i maj.
Her er det Arabian Nigth.
Og Leonardo.
Porcelain.
Og New Dimension som ukrudtsplante midt i majs-rækken. Jeg var ikke grundig nok med gravearbejdet i efteråret, og vinteren var ikke streng nok til at udrydde den. Hvilket held - det eksemplar jeg gravede op, er endnu ikke i knop.
Til sidst My Love med de mere end 70 knopper, der springer ud og springer ud.

Wednesday, July 11, 2007

Bassin

I forgårs gravede vi ud til et nyt staudebed - troede vi. Hvis der skal bo stauder lige her, skal vi vist ha' drænet lidt. Eller måske skal vi bare anlægge en havedam....

Stauderne er ellers indkøbt efter inspiration fra 'Isabella': lavendler, storkenæb, høstanemoner, juleroser, en enkelt hortensia - og så flytter et par af pæonerne nok også med. Måske skal hele molevitten stå et andet sted. Og så køber jeg åkander til forhaven.

Solbær

Lagkager med jordbær, fløde og intet andet er et hit! Tænkte, at solbær også kunne bruges, og det kan de. Med fordel endda, men de skal lige ha' en anelse strøsukker på. Mums :-)

Wednesday, July 04, 2007

Kartoffelhøsten er i gang

Et af årets højdepunkter i køkkenhaven er indtruffet i dag: Nye kartofler! Vi har sikkert kunnet høste af dem i et par uger, men vi plejer at vente til de har blomstret. Det har de ikke endnu, så det når de så ikke. Det er en kulinarisk oplevelse, som kun vanskeligt lader sig købe.

Opskriften er simpel: Skindet skrabes af, kartoflerne koges med lidt salt i 17 minutter, hvorefter der drysses persille over. Serveres sammen med stegt kylling og en råkost af fintsnittet spidskål, groftrevet gulerod, græsk youghurt og Hellmans mayo i forholdet 3-1 og så lige lidt mangochutney. Velbekomme!

Tuesday, July 03, 2007

Seks uger

Seks uger! Så meget tidligere kom den i år. Sidste år sprang den ud d. 15. august. Men det er nu også den eneste, der er så langt fremme. Den blev lagt i en krukke i april, og jorden i sådan en krukke er sikkert et par grader varmere end den almindelige havejord i bedene. Smækfyldt med knopper, - jeg har talt mere end halvfjerds :-)

Periskop

I godtvejr kommer bønner op på sjettedagen efter såning. I dette så "strålende" danske sommervejr tog det så syv dage. Har læst mig til, at bønner skal såes inden Sankt Hans, men der gik et par dage mere med de sidste to slags. Der stod på frøposen, at denneher er en aspargesbønne.... Det er jeg spændt på.

Monday, July 02, 2007

Gult

Er med få undtagelser ikke til gule blomster. Denne potterose er én af undtagelserne, og den ER gul indeni, selv om profilen lader som om den er cremehvid. Den ankom i en indflytterkrukke, og overlevede til sidste år uden hjælp. I år har den fået ny jord, nye naboer - de blå lobelier - og lidt gødning, og nu siger den så tak for hjælpen.

Solsikker er en anden undtagelse - nærmest u-undværlige. Og så har jeg et par gule georginer.