U-trendy tilbøjeligheder

Friday, April 24, 2009

Nu er der liv

Tulipanerne trives! Der er cirka dobbelt så mange som sidste år, hvilket kunne tyde på, at jeg har været heldig. Mange af de forædlede tulipaner bliver angrebet af svampesygdomme og går til grunde i løbet af ganske få år. Jeg håber, at de her klarer skærene.


Det nye aspargesbed ser lovende ud. Vi starter så småt med at høste til næste år. Der er en enkelt plante, som ikke viser levstegn, så jeg tror, at jeg vil forsøge mig med at flytte den bedste af de gamle planter. Vi kom en sæson bagud i forhold til den oprindelige plan, fordi jeg kom til at grave de første planter halvvejs ned til kineserne. 'Erfaringer' - kaldes det vist.

Wednesday, April 22, 2009

Det har sine årsager....

Når mange havebøger anbefaler at dyrke mynte i krukker, er det ikke uden grund. Mynten her har boet i en krukke, men sidste år fik den plads i bedet blandt de andre krydderurter. Nu udviser den så en skamløs territorialadfærd. Den sender meterlange rodskud afsted ind i bedet og ud under kanten, så selv græsset får kamp til stregen. Den flytter vist snart tilbage i sin krukke. Tror stadig, at spaden kan klare sig i konkurrencen.
Og så er blommetræerne sprunget ud!





Sunday, April 19, 2009

Makrofunktion

Har leget lidt med makrofunktionen på kameraet. Her er det hyacint og perlehyacint.
Klik for større billeder.
Vibeæg og perlehyacint

Den nye magnolie + bagdelen af en humlebi


Perlehyacint og humlebi

Løjtnantshjerte - næsten sprunget ud

Tulipantræ

Dagens projekt startede kl. lidt over ni, hvor det nye tulipantræ blev hentet hjem. Det er nu plantet på ærespladsen i bedet, hvor en sommerfuglebusk måtte vige pladsen. Camilla Plum har vistnok sagt, at hvis man tror, at man er færdig med sin have, er man ikke en rigtig haveejer. Det passer godt nok her, hvor ingen plante kan være helt sikker på at stå mere end et par år på samme plet. Underligt, egentlig, at man ikke bare udtænker én bedste måde at indrette haven på. Mon det er dét, der kaldes erfaringer?


Saturday, April 11, 2009

Påskeliljer i bur

I efteråret begravede vi 480 åpskeliljer, og jeg tror, at de allesammen har bestemt sig for at overleve. Har dog ikke talt efter. De har fået plads i de nye georginebede. Egentlig var det kun beregnet til narcisser og georginer. Nu gør jeg så alligevel et forsøg med ærteblomster. Det føles næsten som en pligt, når der nu alligevel står så mange meter støbenet.

Friday, April 10, 2009

Den nye drivbænk

Kjeld har bygget en drivbænk. Den er fyldt med nysåede ærteblomster, squash, græskar og en enkelt georgine i en potte. Det var et heldigt tidspunkt den blev færdig, for næste projekt sendte Kjeld på skadestuen med en halv amputation af venstre hånds yderste pegefingerled.

Og juleroserne står endnu!

Tuesday, April 07, 2009

Julerose og anemone

Jeg har en enkelt af de helt hvide juleroser. På grund af kronbladenes form og den sene blomstring, er jeg i tvivl om, om det er en Helleborus Niger, eller om det er en anden hybrid.



De blå anemoner nåede lige at dukke op inden erantis var helt færdige. En kort overgang var der dømt rent svenskerbed, men lige nu har de blå overtaget. Det varer ikke mange dage endnu, da tulipanerne er på fremmarch med raketfart. Men smukke, det er de!