U-trendy tilbøjeligheder

Thursday, August 31, 2006

Fornyet forår


Hvem har egentlig fundet på, at højsæsonen for rabarber er i foråret? Måske er det fordi der ikke er så meget andet, når de dukker frem. Men de er nu stadig fine. Vi købte et par potter for at få de kønne røde vinrabarber. I den gamle have havde vi ganske almindelige rabarber, der fik grove stængler på adskillige centimters tykkelse. Der skal ganske vist lidt flere til af de her, men så bliver marmeladen til gengæld meget smukkere. Og man smager jo også lidt med øjnene.

Krukker


Krukkerne er blevet efterårsklædt. Jeg har forsøgt at så pyntekål i køkkenhaven med det formål at putte dem i krukkerne, men det er ikke gået så godt med det. De er blevet mere end 30 centimeter i diameter, og det ville kræve nooooget af en krukke. Og så er de fyldt med ormehuller. Siden jeg såede dem har jeg læst mig til at de er temmelig umulige at dyrke uden at sprøjte. Så nu har jeg købt et par stykker på planteskolen. De er sikkert også sprøjtet. En smule dobbeltmoral må der være plads til.

Regnbue



Denne her er fra i går. Den fyldte hele himlen.

Monday, August 28, 2006

Café au Lait


Endelig sprang den helt ud. Det var den første, der kom op af jorden, og så blev den alligevel overhalet med mere end en måned. Men den har været værd at vente på. Den er 18 centimeter i diameter og med lange lange stilke. Tænk engang, en forholdsvis beskeden investering i en bunke knolde, - så graver man dem ned, og voila, så har man friske blomster på bordet hver eneste dag hele efteråret! Det er da skønt.

Sunday, August 27, 2006

Køkkenhaven


Gulerødder, salat der er gået i stok og så kan man vist lige ane toppen af løgene... Joeh, det skulle egentlig forestille en køkkenhave, og der er da også både rødbeder, majs, bønner, asparges og lidt mere. Men i år har blomsterne for alvor fået adgang her. Georginerne især. Dem kan man ikke se på dette billede, - solsikkerne står i vejen. Men de får opmærksomhed hver for sig, så i dag får de lov at træde lidt til side.

Saturday, August 26, 2006

Sommerfugl


Har købt en sommerfuglebusk, men den har det ikke så godt. Den ser lille og forkrøblet ud. Til gengæld kan sommerfuglene åbenbart se noget i 'Siemen Doreenbos' som jeg ikke kan. Jeg har tidligere skrevet om denne georgine, der ikke helt lever op til de forventninger der skabes med billedet på posen. Men sommerfuglene har taget den til sig. Der sidder konstant en ordentlig flok, men det er kun på den. De andre 8 georginer i samme bed må nøjes med ørentviste.

Friday, August 25, 2006

Laber larve


Denne her er fanget i naboens ligusterhæk i nr. 6. Den er ret flot. Den henslæbte sin tilværelse i et rødbedeglas med huller i låget, en sten og nogle blade. Den var tydeligvis ikke helt tilfreds med tilværelsen, for selv om der ikke ligefrem har været hedebølge i dag, kan der blive ret varmt bag glas i solen. Låget røg af, og straks dejsede larven omkuld og lå helt helt stille nogle minutter. Temperaturforskellen må have slået den ud. Den kom heldigvis til sig selv igen, så den kunne posere for fotografen. For den er et væsentligt smukkere motiv end den dræbersnegl, der viste sig på plænen i nr. 5 i går.

Wednesday, August 23, 2006

Motto


Endnu én, der ikke er, hvad den gav sig ud for. Men denneher skal nok få sin chance for at overleve. Den er imponerende, ganske enkelt imponerende. Den er mere end 16 centimeter i diameter. Prøv engang at finde en lineal, en tommestok eller et centimetermål og se, hvor stor det engentlig er. Og så findes der oven i købet sorter, som bliver helt op til 25 centimeter. Utroligt.

Hvis nogen ved hvad den hedder, bliver jeg glad for at få et praj...

Tuesday, August 22, 2006

Ekspertise søges


Denne smukke georgine har jeg fået af en kollega. Hun fortæller, at dens brødre og søstre ikke har det så godt i hendes have i år, så jeg har tænkt mig at bringe hende en buket, når der er blomster nok til det.

Men nu til sagen: Den er navnløs. Jeg håber, at nogen vil genkende den, og fortælle mig, hvad den hedder. Med de andre har man i det mindste et navn de skulle have heddet, men som de IKKE hedder. Men denne hedder slet ingenting....?! Og det er jo synd, sådan som den ellers gør sig til.

Monday, August 21, 2006

Procyon er det ikke


Procyon er orange, og kronbladene syner lidt større på billedet. Jeg ved ikke, hvad denne hedder. Jeg er heller ikke helt sikker på, om jeg behøver at vide det, for den er udrydningstruet. Jeg bryder mig nemlig ikke ret meget om gule blomster. Foreløbig får den lov at stå for i år, - så ser vi, om den får plads i en gemmekasse til vinter, eller om den blot må lade livet.

Der var i øvrigt engang én, der kaldte den for en spansk kartoffel. Han syntes, at planten lignede en kartoffelplante, og skinner solen måske ikke på den? Så må det være en spansk kartoffel, for solen skinner i Spanien... tsk tsk. Mænd!

Sunday, August 20, 2006

Kun for piger


Er det ikke fint?

Billedet er i dagens anledning taget hos naboen, - i legehuset. Dejligt sted at være barn :-)


Se mere her: www.kisumslegehus.blogspot.com

Saturday, August 19, 2006

Ny maling


Her så legehuset i ny forklædning. Det har pyntet gevaldigt med ny maling og nye lister, for ærlig talt, så havde sporene efter 6-8 flytninger efterhånden sat deres tydelige præg på det lille skur. Just for the record - familien er 'kun' flyttet to gange, men det kan jo være vanskeligt at beslutte en endelig placering af flytbare bygninger. Giver helt ny mening til ordet 'mobilhome'.

Sådan et legehus kan indrettes til lysthus, har det vist sig hos naboen. Jeg vil spørge, om jeg må tage et billede og publicere, for det er YNDIGT ud over alle grænser. Kan slet ikke beskrives. Må ses - og helst opleves.

Friday, August 18, 2006

Park Record


Denne georgine var meget meget orange på billedet på posen. Det holdt - heldigvis - ikke.

Blomsterne imponerer ganske meget med deres 11-12 centimeter i diameter. Og der kommer mange af dem.

Thursday, August 17, 2006

Regnvejr


I dag blev jeg inde.

Tuesday, August 15, 2006

To be or not to be....


....en kaktusdahlia. Denne gav sig ud for at være en kaktus ved navn My Love fra hollandske De Ree. Selv om jeg ikke ligefrem kan kalde mig ekspert udi dette felt, synes jeg ikke den ligner. Men det får være, - den er smuk, og den skal nok få en fin karriere som buketblomst her i løbet af eftersommeren :-)

Sunday, August 13, 2006

Skøn fest...


... for ormene. Rødbederne er ved at være store nok til at høste, men ikke større end at de burde være ret delikate. Det lader det også til, - billedet taler sit tydelige sprog. Heldigvis må ormene være blevet mætte, for de har undladt at tage for sig af dem allesammen. Så nu er det ved at være tid til rødbedesalat, bagte rødbeder med peberrod eller afprøvning af andre nye rødbedeopskrifter.

Friday, August 11, 2006

Salvador


En lille én, der var blandt de sidste jeg satte - efter det egentlig var for sent at plante.

Thursday, August 10, 2006

New Dimension


Hvis Siemen Doorenbos er forkølet, kan New Dimension til gengæld sagtens konkurrere med billedet på posen, også selv om den først springer helt ud i morgen eller overmorgen.

Og så er der noget med ukrudt. Jeg syntes jo, at der slet ingenting har været siden vi kom fra ferie, men måske har det været synsbedrag? Ellers har nogen spredt ekspresgødning på det - men ikke på de andre planter - for siden i går er mælderne og kamillerne vokset 20-30 centimeter. Sådan føles det i hvert fald. Det er uoverskueligt at luge hele labyrinten på én gang, for slet ikke at tale om bøgehækken. Men nu tog jeg en spandfuld i dag, - så kan jeg tage én til i morgen og igen i overmorgen.

Wednesday, August 09, 2006

Æbler


Hvis man kaster et blik tilbage til først i juni, mindes man om den pragt af blomster som det lille træ præsterede, - så smukt, så smukt. Nu er der 3 æbler, og jeg tror og håber, at i hvert fald de 2 bliver modne. Grenene gør deres yderste for at holde æblerne fri af græsset. Der er 8-10 centimeter endnu, inden de to af dem bliver tynget helt ned på jorden. Det på billedet hænger næsten en meter oppe, - det varer vist en enkelt sæson mere før vi behøver at tage stigen i brug.

Tuesday, August 08, 2006

Arkivfoto


Har ikke lige haft fotografiapparatet med i haven i dag, så her er et otte dage gammelt arkivfoto. Solsikkerne sprang ud mens vi var på ferie. Det er sjovt at se, hvilket liv og hvilken aktivitet det giver anledning til, specielt blandt humlebierne.

Der stod på frøposen, at de ville blive 3-5 meter høje. Lige nu er de stadig 'teenagere' på godt 1½ meter, men de er nok heller ikke helt færdige med at vokse.

Monday, August 07, 2006

Forskellighed


Denne er fra samme plante som den i går. Også forkølet, men vist ramt af en lidt anden 'virus'.

Sunday, August 06, 2006

Siemen Doorenbos


De ser lidt forkølede ud - men måske vil de leve op til billedet på posen senere på sæsonen?

I går blev en af de mindste georginer kørt over af havetraktoren. En af gæsterne mente, at der nok skulle komme blomst i alligevel, hvis jeg bare puttede den i jorden igen til næste år... :-) Det gør jeg så.

Friday, August 04, 2006

Leonardo


Denne georgine er bare 35 centimeter høj, og den blomstrer som en lyst! Sjovt, som farven ser ud til at ændre sig hen over dagen. Som om den er mest orange om morgenen, hvor den senere på dagen nærmest går over i lyserødt. Måske skulle man kalde den kamæleon-blomst? Selv om den ikke ligefrem bruger farveskiftet til at kamouflere sig.

Thursday, August 03, 2006

....og igen


Nu er de færdige med at give bær. Og så begynder de at tænke på fremtiden. For ganske få uger siden havde 'moderplanten' nærmest samme størrelse som de små har nu. Og fra dag til dag kommer der flere aflæggere. Nogen af dem skal plantes, så vi får et helt bed med jordbær til næste år. I år har vi spist dem ét eller to eller tre ad gangen - og de smager godt. De hedder Polka.

Bær igen


Jeg havde fuldstændig opgivet håbet. Var helt sikker på, at planten simpelthen var for lille, og at vi måtte vente til næste år. Men nej, så var der alligevel fyldt med blomster, da vi kom hjem fra ferie :-)

Det siger mere om min manglende viden end om brombærplanten. Eller hvad det nu hedder? Brombærplante? Brombærbusk? Naeh - ikke rigtig, vel? Almindeligvis vil man nok sige brombærkrat, men denne sort hedder 'Thorn free' - så det virker heller ikke rigtig...

Tuesday, August 01, 2006

Pynt


Det er ligesom med blåbærrene. De fik de fineste hvide klokker først i juni måned, men vi plantede dem mest for høstens skyld. Ligeledes med pyntegræskarrene. Og her fik vi også en dejlig overraskelse. Disse blomster er mere end ti centimeter i diameter. De lukker sig helt sammen om natten og i fugtigt vejr - derfor er billedet også fra i forgårs, for lige nu har vi tordenregn. Men så smukke, så smukke. Og så venter vi stadig på fornøjelsen af at høste pynt til efterårskrukkerne og et fad til pynt indendøre.

P.S. Squashen ligner til forveksling :-)