U-trendy tilbøjeligheder

Sunday, May 13, 2007

Forventning

Jordbærbedet ser rigtig lovende ud :-) Vi fik ikke lavet orden i stiklingerne sidste år, så de små nye planter har bare fundet sig en plads, og der står de så. Jeg vil tro, at der er godt og vel 100 planter i det hele, så det bliver nødvendigt med en udtynding efter høst. Det er egentlig ret fantastisk, at der for ét år siden bare stod 20 bittesmå forhutlede planter i en flamingokasse, og nu fylder de fuldt og helt 6 kvadratmeter.
Det varer ikke så længe før den første studenternellike springer ud. Blomsterne er ved at være 40 centimeter høje, og de sidste 30 centimeter har de taget på 1½ måned. De blev sået i efteråret, og nåede bare lige at komme op, inden vinteren stoppede deres vækst. Om et par uger kan de sikkert fremvise en flot farvepalet.
Sidste år stod denne rhododendron som en af de absolut sidste på en hylde med ½ pris, så jeg har blot givet 25 kroner for den. Lidt skæv og i det hele taget stakkels. Den fik en krukke at bo i sidste sommer, men blomstrede ikke. Jeg overvejede, om den skulle ende sine dage på kompostbunken, men den fik en chance mere. Og nu har den åbenbart tænkt sig at kvittere for tilliden :-) Jeg har desværre glemt dens navn.


Denne weekend har vi sået frøkenhat og gulerødder, og jeg har købt 2 roser (Nahéma), der skal vokse op ad en bue. Kartoflerne er blevet hyppet, så de selvsåede solsikker er væk. Vi flyttede dog en håndfuld til et mere sikkert sted.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home